Millioner til de svageste ældre
Sådan har kommune fordelt ældrepulje
De ældre borgere i Østjylland skal få mere livskvalitet og hjælp i deres hverdag.
Derfor har kommunerne forsøgt at få del i en særlig ældrepulje på årets Finanslov, som råder over en milliard kroner.
I Skanderborg Kommune bliver der i år 8,4 milioner kroner ekstra til de ældre borgere.
Pengene skal bruges på de allersvageste borgere i kommunen. Det har Socialudvalget vedtaget på et møde i dag.
- Vi har lagt vægt på, at indsatsen skal være en synlig og mærkbar forbedring for de ældre i hverdagen. Samtidig ønsker vi, at det kommer både ældre i egen bolig samt på centrene til gavn, siger formand for Socialudvalget, Christina Bottke (V), i en pressemeddelelse.
Halvdelen af de i alt 8,4 millioner kroner skal bruges på at øge livskvaliteten for de ældre, der bor på plejehjem. Det skal ske ved, at bemandingen bliver øget mellem klokken 15 og 20, så der er bedre tid til sociale arrangementer og ture.
Derudover går pengene til at sikre, at ensomme ældre i eget hjem får hjælp. Her vil et team af opsøgende medarbejdere komme på besøg hos de ældre.
Også demensområdet og forebyggelsen af indlæggelser vil blive styrket med hjælp fra ældrepuljen.