Millioner til århusianske teatre

De Radikale i Århus vil sætte 15 millioner af om året til lokal kunst og kultur. Pengene skal komme fra kommunens erhvervspulje.

De Radikale i Århus lancerer nu en kulturhandlingsplan, der betyder flere penge til udvalgte teatre, børneteatre og danseinstitutioner.

De lokale teaterchefer hilser udsigten til flere penge velkommen.

- Vi mangler en kvart million om året, og det betyder blandt andet, at vi sjældent kan lave forestillinger med mere end to skuespillere. Det er for tyndt, siger teaterdirektør for Svalegangen, Niels Andersen, til Nyhedsavisen.

Forslaget skal efter planen med i næste års budgetforhandlinger og rummer ti punkter. Den samlede pris bliver 15 millioner årligt, ti af dem går til teaterstøtte.