Millioner til århusiansk forskningsskib
Aarhus Universitet har fået bevilget godt 30 millioner kroner til et mellemstort forskningsskib.
Nyt udstyr til forskerne for i alt 210 millioner kroner. Sådan lyder det glade budskab fra videnskabsminister Helge Sander (V), der har bevilget penge til i alt ni nye projekter vedrørende nyt udstyr til forskningen.
Godt 50 millioner kroner er afsat til bio-imaging, hvilket dækker over visualisering af biologiske processer. Et nyt mellemstort forskningsskib får godt 30 millioner kroner med Aarhus Universitet som hovedansøger, mens der er afsat 27,4 millioner kroner til en avanceret skanner til udforskning af den menneskelige organisme.
Med bevillingerne etablerer vi en ny forskningsinfrastruktur, som vil styrke en række perspektivrige forskningsmiljøer i hele landet, siger Helge Sander. Puljen til bedre infrastruktur har i alt modtaget 23 ansøgninger med et samlet beløb på godt 750 millioner kroner.
I både 2010 og 2011 er der endvidere afsat 120 millioner kroner til store infrastrukturprojekter inden for forskningen.