Million til læsning
Nyt projekt skal give børn større læselyst
Større læselyst - især hos drenge. Dét og meget mere skal et digitalt læseprojekt - "Digital læselyst i børnehave, bibliotek og skole" - i Horsens Kommune være med til at fremme.
140 børn mellem 4 og 12 år på Dagnæsskolen og i Daginstitution Dagnæs er prøvekaniner for projektet, der med Horsens Bibliotek som projektleder har fået 1,3 mio. kr. af Kulturstyrelsen at gøre godt med.
- Vi ved, at især drengene skal holdes til ilden, når det gælder læsning, og derfor har det digitale læseprojekt først og fremmest fokus på dem. Men projektet skal generelt løfte læsningen for såvel børn som voksne. Både når det gælder digitalt og trykt læsestof, siger Lars Michael Hansen, skoleleder på Dagnæsskolen, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at en stor del af projektet går ud på at motivere forældrene til at understøtte deres børns læsning.
Projektet omfatter en lang række aktiviteter, hvor eleverne skal koble brugen af de fysiske og digitale materialer. Børnene skal for eksempel deltage i højtlæsning på biblioteket, de skal eksperimentere med QR-koder, anmelde apps, lære om formidling på ipads og PC'ere og meget mere.
Projektet løber i skoleåret 2014/2015.