Million-gave til Fjordcenter
Anonym giver sender 3,7 millioner kroner til Fjordcenter Voer Færgested. Pengene skal nu omsættes til stort bålhus.
En opringning og knap fire millioner kroner senere, kan folkene bag Fjordcenter Voer Færgested nu begynde at realisere drømmen om et bålhus.
De mange penge er skænket af en fond, der ønsker at forblive anonym, men beløbet på checken - 3,7 millioner kroner - er ingen hemmelighed.
- I de første 10 år har centret haft en stille og rolig vækst gennem årene. Men med denne donation, så tager vi med mine øjne et kvantespring. Vi får nogle helt fantastiske muligheder, siger bestyrelsesformand Inge Dorte Mandrup til Århus Stiftstidende.
Pengene skal virkeliggøre ideen om et bålhus på cirka 250 kvadratmeter.
Huset skal, foruden bålet, rumme overnatningspladser og kunne fungere som foredragssal.
Sidstnævnte skal være med til at forlænge stedets sæson.
Multihuset forventes at stå klar til indvielse allerede i efteråret 2008.