Million-besparelser i Norddjurs: Borgere frygter for unge og ældre

Norddjurs kommune skal spare 460 millioner, og borgere på gaden i Grenaa frygter blandt andet, at det kommer til at gå ud over de unge og de ældre

02:00

VIDEO: Mange beboere i Norddjurs frygter, at de kommende besparelser kommer til at gøre ondt.

460 millioner kroner. Så mange penge skal Norddjurs Kommune spare over en fireårig periode. En nyhed der overrasker borgerne på gaden i Grenaa.

- Jeg synes, det er mange penge. Også når de ikke selv ved hvordan og hvorledes, så synes jeg, at det er rigtig mange penge, siger Natascha Bugstrup fra Ramten.

Det er endnu ikke slået fast, hvilke konsekvenser besparelserne får. Men allerede nu frygter borgerne i Norddjurs, at besparelserne får betydning flere steder.

Jeg ville være ked af, at børnene ikke kan få deres undervisning, og at de gamle ikke kan få den pleje, som de skal have.

Lotte Andersen, Grenaa

- Især hvis det kommer til at gå ud over skole og transport og sådan nogle ting. Det ville jeg i hvert fald være rigtig ked af, siger Natasha Bugtrup. 

Norddjurs Kommune skal i alt spare 460 millioner kroner over en fireårig periode. 

Andre i Norddjurs er bange for, at det får konsekvenser for de unge i kommunen, når der de næste fire år skal spares.

- Jeg er bange for, at de begynder at spare i vores uddannelse, siger 19-årige Nicolai Bach Junker.

- Jeg ville være ked af, at børnene ikke kan få deres undervisning, og at de gamle ikke kan få den pleje, som de skal have, lyder det fra Lotte Andersen fra Grenaa.

Også Sanni Juul Hellmann fra Fjellerup er træt af, at økonomien er endt, hvor den er.

- Det er specielt træls, når det går ud over børn, unge og de ældre, som er nogle af de besparelser, der vil blive lavet her. 

Læs også Kommune i chok: Skal spare 460 millioner kroner

Borgmester er overrasket

Det er ikke kun folkene på gaden, der er overrasket over de store besparelser, som Norddjurs Kommune nu står over for. Også på borgmesterkontoret er Jan Petersen (S) overrasket over, at kommunen nu skal spare 115 millioner kroner årligt fra 2019 til 2022.

- Dem, der skal betale prisen for det her, er borgerne, som havde en forventning om, at vi kunne levere en tryg udvikling, siger Jan Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Politikerne i Norddjurs ved endnu ikke, hvilke konsekvenser besparelserne får, men viceborgmester Benny Hammer (K) slår fast, at det kan få betydning for mange områder.

- Hvis jeg begynder at lægge tal sammen i forhold til besparelser, så har jeg svært ved at tro, at vi kan nå i land, siger han. 

01:34

VIDEO: Det bliver et mareridt de kommende år, frygter byrådsmedlem Steen Jensen (DF).

Luk video

Øgede udgifter

Norddjurs Kommune skal nu til at finde det helt store sparekatalog frem, ellers risikerer kommunen nemlig at komme under administration af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- Ingen borgmester ønsker at føre diskussionen med indenrigsministeren. Det er bedre at gøre det internt, siger borgmester Jan Petersen. 

Det er især udgifterne på de svage borgere, som er blevet større. Der er et underskud på 25 millioner kroner på området.

Der er også sket markante stigninger i udgifter til folk på overførselsindkomst - førtidspension, fleksjob og ressoruceforløb, fortæller borgmesteren.

-  Der kigger vi indad. Vi har tilrettelagt en arbejdsmarkedsindsats, hvor vi behandler borgerne ordentligt – men økonomien hænger ikke sammen.

03:34

VIDEO: Borgmester Jan Petersen (S) er også overrasket over de store besparelser, som kommunen står overfor. 

Luk video

Der vil borgmesteren bede om, at få lavet en ekstern undersøgelse om, hvad der kan gøres ved det.

- Vi er enormt skuffede, og nogen er ganske vrede. Vi skal tage ansvar for at handle ud af det her.