Milliardregning til kriseramte vognmænd
Når miljøzoner i blandt andet Århus træder i kraft fra 1. juli 2010, bliver vognmændenes tegnebøger lettere.
Hvis alle danske lastbiler skal leve op til miljøkravene i storbyerne næste år, kræver det investeringer på næsten 2 mia. kr. fra et erhverv, der er hårdt ramt af krisen, skriver Børsen.
De danske vognmænd skal have den store tegnebog frem, inden de sender deres lastbiler ind i København, Frederiksberg, Århus, Aalborg og Odense næste sommer. Fra 1. juli 2010 træder skrappere regler i kraft for de miljøzoner, som kommunerne har indført, og det kræver massive investeringer i partikelfiltre til de lastbiler, der ikke lever op til den strenge Euro4-miljønorm.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der sidste år flere end 40.000 lastbiler indregistreret i Danmark, der ikke lever op til denne norm. Kun hver femte lastbil er godkendt efter de nyere Euro4- og Euro5-krav, mens et mindre antal af de ældre lastbiler allerede har fået eftermonteret et partikelfilter. Hos brancheorganisationen Dansk Transport & Logistik anslår man, at en vognmand i gennemsnit skal bruge mindst 50.000 kr. per lastbil, der skal have monteret et filter.