Miljømillioner til østjyske naturområder

Penge fra den såkaldte miljømilliard skal skabe ny og bedre natur i tre østjyske områder ved Mariager Fjord, Skanderborg og Gudenåen.

Tre østjyske naturområder skal forbedres for i alt 42 mio. kr. fra regeringens såkaldte miljømilliard. Det skal både sikre Danmarks internationale miljøforpligtigelser og gavne

friluftslivet.

Det ene sted fjernes spærringer fra dambrug i Villestrup Å nær Mariager Fjord for 20 mio. kr. Ved Skanderborg plantes der i samarbejde med kommunen bynær skov på ca. 325 hektar.

Endelig skal der i et EU-naturbeskyttelsesområde ved Vilholt Mølle ved Gudenåen fjernes en opstemning, så åens naturlige løb genskabes på en 1,5 kilometer strækning.

Sammen med Dansk Folkeparti har regeringen aftalt, at i alt 11 danske naturområder spredt over landet over tre år skal forbedres for 558 millioner kroner fra miljømilliarden. Udpegningen af de tre jyske områder er et led i dette.