Miljøskibe er klar til at fjerne olie ved Endelave
Tirsdag sættes alle sejl ind for at fjerne olierester i havet nær øen Endelave og langs den sydøstjyske kyst
Tirsdag regner myndighederne med at gå i gang med at rydde op efter olieforurening på Endelave og kysten mellem Vejle og Horsens.
Det siger beredskabsdirektør Dennis Ottosen fra Sydøstjyllands Brandvæsen.
Indtil videre vurderes forureningen fra containerskibet "Victoria" til at have et overskueligt omfang, lyder det fra politiet mandag.
Det 179 meter lange skib ramte grunden fredag aften.
Læs også
Flere steder - også på nordkysten af Fyn - er der efterfølgende set olieklatter. Og der er også meldinger om fugle indsmurt i olie.
Mandag middag er "kun ganske få fugle" ramt af forureningen, fremgår det af en pressemeddelelse fra politiet.
Hvis borgere ser olieklumper, skal de ringe til enten Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi eller Østjyllands Politi.
Man må meget gerne sende en sms-besked med foto til 72 58 31 19.
I Forsvarets Operationscenter fortæller man, at to fly leder efter spildt olie fra skibet, som ramte grunden nordøst for Fyns Hoved.
- Vi håber selvfølgelig på, at hvis der er en rigtig stor klat et sted, så kan vi se den ude på havet og bekæmpe den med nogle af alle de miljøskibe, som vi også har i området, siger vagtholdsleder i Forsvarets Operationscenter Jesper Sørensen.
Uheldigvis blev der slået hul skibets brændstoftank, da skibet ramte grunden.
En dykkerundersøgelse ventes mandag at klarlægge skaderne på brændstoftanken.
Besætning var advaret
I weekenden måtte denne undersøgelse udskydes på grund af dårligt vejr.
"Victoria" havde kurs mod Fredericia, da uheldet skete.
Ifølge nyhedsportalen Maritime Danmark blev skibets besætning advaret om risikoen for at støde på grund.
Læs også
Hos Vessel Traffic Service (VTS) i Korsør overvåger man skibstrafikken, og herfra orienterede man besætningen om de mange grunde i det område, som "Victoria" sejlede ind i.
Ifølge chefen for VTS Storebælt, Jørgen Brandt, er det op til skibschefen at beslutte, om man vil følge de råd, som VTS kommer med.
- Vi har ingen bemyndigelse til at give skibene ordrer. Det er kaptajnen, der bestemmer, siger Jørgen Brandt til Maritime Danmark.