Miljøministeren sætter stopper for havbrug ved Djursland

På Djursland kan nogle borgere nu ånde lettet op. Miljøminister Lea Wermelin (S) har netop meldt ud, at hun ikke vil tillade havbrug langs kysten.

05:55

VIDEO: Carsten Strandberg har længe protesteret mod havbrug ud for kysten ved Djursland. Nu har miljøministeren meldt ud, at det ikke bliver aktuelt. Se hele live-indslaget her.

Der skal ikke laves havbrug ud for Djurslands kyst. Sådan lyder udmeldingen i dag fra miljøminister Lea Wermelin (S):

- Det jeg har besluttet, det er, at der ikke skal være mulighed for at bruge marinekompenserende virkemidler, og det betyder kort fortalt, at der ikke er plads til nye eller større havbrug i Danmark, fordi vores havmiljø og vandmiljø er så presset, som det er, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Største kontrolaktion mod kritiserede havbrug nogensinde

Dagens udmelding fra miljøministeren kommer efter flere års diskussion om etableringen af havbrugene. Til stor glæde for de to borgmestre i Syddjurs og Norddjurs Kommune:

- Jeg er jo rigtig glad. Det er jo flere års kamp og konflikt og diskussion om, hvorfor vi ikke vil have det her. Til stor skade for vores turisme og vores natur, og det hav som vi på så mange måder er en del af, siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Modstander jubler over manglende støtte til havbrug

Og han bliver bakket op af borgmesteren i Syddjurs Kommune:

- Det vil betyde rigtig meget for vores turismeerhverv. Men også for alle borgerne i Syddjurs, at de stadig kan have rene strande. Og det kan vi nu, siger Ole Bollesen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

00:30

VIDEO: For borgmestrene i Norddjurs og Syddjurs Kommune kom meldingen om, at havbrug ikke længere er en mulighed ud for Djurslands kyst som en glædelig nyhed. Se Jan Petersen (S) og Ole Bollesens (S) reaktioner her.  Video: Esben Kock Jensen, TV SYD

Luk video

For meget kvælstofudledning

Muligheden for etablering af nye havbrug ud for Djursland opstod i 2016 forbindelse med vedtagelsen af den meget omtalte landbrugspakke.

Ifølge den daværende borgerlige regering var der et miljømæssigt råderum, som gjorde det muligt at anlægge havbrugene – uden at forurene havmiljøet yderligere.

Vi har taget beslutningen, fordi vi kan se, at kvælstofudledningen ikke falder, og der er problemer med iltsvind i vores havområder, og derfor skal vi passe bedre på vores miljø, end vi gør i dag.

Lea Wermelin (S), miljøminister

- I forbindelse med Fødevare- og Landbrugspakken blev der identificeret et miljømæssigt råderum svarende til 800 tons kvælstof, sagde Esben Lunde Larsen i et åbent samråd i juni sidste år, da han var Miljø- og Fødevareminister.

Tanken var, at den øgede tilførsel af kvælstof i havbrugsfiskenes foder og afføring populært sagt skulle ”spises” af f.eks. muslingefarme anlagt under de nye havbrug.

Læs også Endnu et parti vakler i troen på havbrug: Politiker i tvivl til debat

Men nu er den slags havbrug ved Djurslands kyst altså ikke længere aktuelt:

- Vi har taget beslutningen, fordi vi kan se, at kvælstofudledningen ikke falder, og der er problemer med iltsvind i vores havområder, og derfor skal vi passe bedre på vores miljø, end vi gør i dag, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

00:17

VIDEO: Miljøminister Lea Wermelin (S) har i dag meldt ud, at der ikke bliver havbrug ved Djurslands kyst. Hør hvorfor her.

Luk video

Carsten tændte protestbål mod havbrug

For Carsten Strandberg har miljøministerens beslutning gjort mandag til intet mindre end en festdag. I et helt år er han hver søndag taget ud til Glatvand Strand på Djursland for at tænde et protestbål i kampen mod de havbrug, han frygtede ville komme til Djurslands kyst.

Læs også Carsten tænder ild mod fiskefarme

- Jeg har fisket i 40 år, og jeg elsker at fiske, og jeg vil ikke miste min hobby. For mig at se, så er havbrug ikke andet end ren og skær forurening, og jeg vil ikke have, at det skal ødelægge min passion for at komme i naturen og fiske, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND sidste år, mens havbrug ved Djursland fortsat var på bordet.

I dag er meldingen en helt anden:

- Det er simpelthen fantastisk. Jeg er sgu lykkelig, siger Carsten Strandberg til TV2 ØSTJYLLAND.

01:08

VIDEO: Carsten Strandberg har tændt bål hver søndag på Glatved Strand som protest mod havbrug i Kattegat.

Luk video

37 ansøgninger om havbrug

Da fristen for at ansøge om tilladelse til havbrug udløb, havde miljøstyrelsen modtaget 37 ansøgninger fra interesserede selskaber. Deres ansøgninger vil fortsat blive behandlet, men mulighederne for havbrug er ikke store, hvis det står til miljøministeren:

Det handler jo grundlæggende om, at vi skal passe bedre på vores miljø, end vi gør i dag.

Lea Wermelin (S), miljøminister

- Når det kommer til dem, der har søgt, så vil deres ansøgninger selvfølgelig blive behandlet, men det er klart at uden brugen af marinekompenserende virkemidler, så er der ikke særlig stor mulighed for, at det går i gennem, og det handler jo grundlæggende om, at vi skal passe bedre på vores miljø, end vi gør i dag, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kommuner vil bestemme mere over havet ud for kysterne

Hun uddyber desuden, at der har været ret store udfordringer med havbrugssektoren, og at der derfor er en kulegravning i gang, hvor der bliver set på hele området. Når undersøgelsen ligger klar, vil hun indkalde folketingets partier i forhold til at handle politisk på det.

02:34

VIDEO: Tidligere på året valgte socialdemokratiet at trække sig fra en aftale, der skulle sikre nye og store havbrug i Kattegat. En aftale, partiet havde lavet med Regeringen og Dansk Folkeparti. Se indslaget fra den 5. marts 2019 her. 

Luk video

Erhvervet vil tabe arbejdspladser og investeringer

Det ærgrer Dansk Akvakultur, at miljøministeren ikke har tænkt sig at udstede en ny bekendtgørelse og samtidigt vil fjerne bestemmelsen om kompenserende marine virkemidler. Dansk Akvakulturs direktør, Brian Thomsen, mener, at det vil få alvorlige negative konsekvenser for hele akvakulturerhvervet:

Læs også Flere bakker op om kampen mod havbrug: - Det er nu, vi skal vågne op

- Vi synes, det er en trist udmelding, og vi ser på den med stor bekymring. Som vi forstår det, så er det jo et brud med den strategi, som vi har arbejdet på siden 2015, og vi frygter, at det vil have alvorlige negative konsekvenser. Ikke bare for havbrugene - men også for hele den landbaserede produktion, siger direktør for Dansk Akvakultur, Brian Thomsen, der frygter at erhvervet kommer til at tabe arbejdspladser og investeringer på det.

02:05

VIDEO: Dansk Akvakulturs direktør, Brian Thomsen, mener, at ministerens beslutning vil få alvorlige negative konsekvenser for hele akvakulturerhvervet.

Luk video

Udmeldingen kom som en overraskelse for brancheforeningen, og derfor vil de gå nærmere ind i beslutningen den kommende tid: 

Vi vil bede ministeren om et møde, så vi kan få lidt dybere indsigt i den bekymring, som vi kan forstå, ministeren nærer om havbrug, siger Brian Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Johan vil åbne fiskefarme ud for Djurslands kyst

Hvad er et havbrug?

  • Et havbrug er et produktionsanlæg på havet, hvori man kan opdrætte fisk under kontrollerede forhold. Det foregår i flydende cirkulære net, der er fastspændt til havbunden.
     
  • For forståelsens skyld kan man sammenligne et havbrug med landmandens landbrug.
     
  • I Danmark er der lige nu 19 havbrug, hvor det primært er regnbueørreder, der opdrættes.
     
  • I 2016 blev der produceret 10.117 tons regnbueørred og guldørred i de danske havbrug
     
  • Produktionsperioden er på syv til ni måneder, der løber fra april til oktober/november.
     
  • Produktionen er baseret på 600-1000 gram ørreder, som sættes ud i havbrugene, hvor de opnår en størrelse på cirka 2-4 kilo.
     
  • Havbrug hører under de såkaldte listevirksomheder - dvs. forurenende virksomheder - og derfor skal de miljøgodkendes, før de må anlægges.
     

Kilde: Miljøstyrelsen