Miljø-kritik af helikopterrute
En helikopterrute mellem Århus og København forurener voldsomt, men går fri af benzinafgifter og moms på billetter.
En fast helikopterrute mellem Århus og København vil belaste miljøet så voldsomt, at den bør pålægges langt større afgifter. Det mener miljøorganisationen Noah ifølge metroXpress.
Ifølge Noah betaler luftfartsselskaber i dag ingen afgift af brændstof, og da selskaberne samtidig er fritaget for at opkræve moms på fly- eller helikopterbilletter, slipper selskaberne for at betale for den forurening, en fast rute vil medføre.
- Det er helt urimeligt. Lovgiverne må træde til og pålægge afgifter og moms på indenrigsruter. Det er grotesk, at nogle mennesker føler, deres tid er så meget værd, at de skal skabe så stor en miljø- og klimaeffekt uden af betale for det, siger Jacob Sørensen, talsmand for Noah, til metroXpress.
Forslaget om en fast helikopterrute mellem landets største og næststørste by har rumlet længe. Ruten vil være landets første faste helikopterrute, og forslaget støttes af borgmester Nicolai Wammen (S).