Mild straf for døde svin i stald
Sygdom blandt dyrene var årsag til, at en landmand fra Randers-egnen ikke kunne nå at fjerne de døde dyr i stalden. Landsretten har nu slækket på straffen.
En landmand fra Randers-egnen slap i dag billigt fra ikke at have passet sine dyr ordentligt. Vestre Landsret tog nemlig højde for, at gården havde været ramt af sygdom i sommeren 2001, oplyser Ritzau.
Manden blev anmeldt til politiet, fordi der lå døde svin i staldene. To landbrugspraktikanter havde taget fotos af de døde dyr, og praktikanvisningen anmeldte landmanden.
Byretten havde tidligere idømt manden 10 dages fængsel og frakendt manden retten til at have med dyr at gøre i fem år. Landsretten mente dog ikke, at billederne var tilstrækkeligt bevis for vanrøgt. Derfor gjorde landsretten de 10 dage til betinget fængsel, og landmanden slap også for forbudet mod at holde dyr.
Landsretten tog hensyn til, at besætningen havde være ramt af en lungesygdom, så 40-50 svin døde i løbet af kort tid. Han kunne derfor ikke nå at fjerne de døde svin fra stierne, forklarede han.
Til gengæld blev landmanden idømt en bøde på 10.000 kroner for at lade en snes kreaturer gå på en mark, hvor der ikke var føde nok.