Mike Tullberg fik Serie A-debut
Mindre end en uge efter at have forladt AGF fik Mike Tullberg debut i den italienske Serie A.
Det er gået stærkt for den 22-årige angriber Mike Tullberg.
For bare to år siden gik han i Grenaa og spillede Danmarksserie-fodbold, men søndag debuterede han i en af verdens bedste fodboldligaer, den italienske Serie A.
Tullberg, der skiftede fra AGF til Reggina i den forgangne uge, startede således inde på banen for sin nye klub, da holdet på udebane mødte Torino.
Som angrebsmakker til den tidligere Juventus-spiller Nicola Amoruso skulle han forsøge at få hul på Torinos defensiv, og selv om det ikke lykkedes for Tullberg selv at score, kunne han være fint tilfreds med 2-2-resultatet, der kom i stand takket være et mål i sidste minut af holdkammeraten Francesco Cozza.