Mie har dårlige minder fra julen: Far væltede rundt ved træet

Ikke alle har kun gode og glade minder fra juleaften – det kan Mie Lykke Ulrik skrive under på

01:27

21-årige Mie Lykke Ulrik er en af de 120.000 unge danskere, der er vokset op i et hjem med misbrug, og det er ofte sådan, at alkoholen bliver et særligt stort problem ved juletid. Det har hun selv oplevet på tætteste hold, og nu vil hun hjælpe andre i samme situation.

- Juleaften har været noget, jeg har frygtet, fordi alkoholen tager over. Man føler sig meget alene i den tid, der skulle være noget hyggeligt, siger Mie Lykke Ulrik til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Jeppe fik ubudne gæster juleaften: Det er så krænkende

Hun er efterhånden blevet vant til skuffelser og svigt i julen, og for et år siden gik det så helt galt.

- Min far kunne slet ikke holde balancen og væltede rundt, da vi skulle gå om træet. Det var så pinligt, og man får følelsen af at være en lille pige igen, der skammer sig, fortæller Mie Lykke Ulrik.

Læs også Stormen rammer Østjylland: Især Anholt er særligt udsat

Den unge kvinde søgte derefter hjælp på et misbrugscenter, og nu er hun så blevet frivillig i projektet BRUS for børn, der er vokset op i misbrugsfamilier. Hun tager rundt og holder foredrag og forsøger at hjælpe andre, der kan ende i samme tragiske situation som hende selv.

- Jeg ville gerne have haft, at nogen havde set på mig og sagt, at her skal der gøres noget og sparet mig for mange års helvede, siger hun i dag.

Du kan se hele indslaget med Mie Lykke Ulrik øverst i artiklen. 

02:11

Du kan her se et indslag om BRUS, der bliver tilbudt i syv østjyske kommuner. 

Luk video