Mie Augustesen til Tyskland
Randers HK-spiller fortsætter i Bundesligaen
Den danske håndboldlandsholdsspiller Mie Augustesen skifter til tysk håndbold.
Mie Augustesen har underskrevet en aftale for den kommende sæson med Thüringer Handball Club, meddeler den tyske klub tirsdag på sin hjemmeside.
Træner Herbert Müller har haft et godt øje til den danske fløj, siden Østrig og Danmark tørnede sammen ved VM i Kina i 2009.
- Hendes måde at spille på imponerede mig med det samme.
- Hun er en ung spiller, der tager et stort potentiale med til Thüringer HC og bidrager til at bringe holdet yderligere frem sportsligt, siger Herbert Müller.
Har spillet 203 kampe for Randers
Herbert Müller mener, at klubben med tilgangen af den danske fløj får lukket hullet efter Idalina Borges, der forlader den tyske klub.
Mie Augustesen er 23 år, hun har ifølge Randers HK's hjemmeside spillet 203 kampe for klubben og scoret 648 mål.
I landsholdssammenhæng er Mie Augustesen noteret for 201 mål i 57 landskampe.
Hun har også spillet en lang række ungdomslandskampe og vundet flere titler ved diverse ungdomsslutrunder.