Midtvejsvalg: DF står til enorm fremgang i Norddjurs
Dansk Folkeparti får næsten fordoblet antallet af pladser i byrådet, hvis der var valg i dag
Ved folketingsvalget overraskede Dansk Folkeparti de fleste med en massiv vælgerfremgang, der gjorde partiet til landets næststørste.
Også på den kommunalpolitiske scene er opbakningen til partiet tilsyneladende større end nogensinde før.
Således står Dansk Folkeparti til at få næsten fordoblet antallet af byråds-taburetter i Norddjurs Kommune, hvis der var kommunalvalg i dag. Helt præcist ville 15 procent af vælgerne sætte kryds ud for Liste O mod 8 pct. ved valget i november 2013.
TV 2 | ØSTJYLLAND gennemfører i løbet af de kommende tre uger såkaldte midtvejsvalg i samtlige østjyske kommuner. Norddjurs Kommune er den første i rækken.
TV2OJ gennemfører midtvejsvalg i din kommune. Se med fra 9/11
Analyseinstituttet Megafon har spurgt et repræsentativt udsnit af vælgerne, hvilket parti eller liste de ville stemme på, hvis der var valg i morgen. De i alt 500 deltagere i undersøgelsen blev spurgt i perioden 19. oktober - 5. november.
Venstre bløder i Norddjurs
Mens Dansk Folkeparti går markant frem, går Venstre ligesom ved folketingsvalget i juni kraftigt tilbage i Norddjurs Kommune. Partiet går mere end tre procentpoint tilbage og har nu tilslutning fra 20 pct. af vælgerne.
Også Borgerlisten, Konservative og SF går tilbage i forhold til resultatet ved kommunalvalget i november 2013.
Derimod fastholder Socialdemokraterne og Enhedslisten deres vælgertilslutning fra 2013, hvor de begge gik frem i forhold til det forrige valg.
Det næste kommunalvalg i samtlige danske kommuner finder sted i november 2017.
Du kan se meningsmålingen fra Norddjurs Kommune øverst i artiklen.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender mandag aften en direkte tv-transmitteret politisk debat om Norddjurs Kommune. Se udsendelsen fra Kattegatcentret i Grenaa fra kl. 19.30.