Midttrafik meldt til Datatilsynet

FOA ind i sagen om fyrede kontrollører

Midttrafik har handlet forkert i sagen om de suspenderede kontrollører i Aarhus. Det mener fagforbundet FOA, som nu har meldt trafikselskabet til Datatilsynet.

FOA mener, at Midttrafik har overtrådt Persondataloven, da de har brugt oplsyninger fra flere af kontrollørernes håndholdte computere og GPS'er. Det skriver P4 Østjylland.

- Tjenestesagerne er i sig selv særdeles tvivlsomme, men de er desuden konstrueret på et ulovligt grundlag, mener FOA-formand formand Kirsten Normann Andersen til P4 Østjylland.

Anmeldelsen kommer efter, at otte kontrollører blev suspenderet i april måned for mistanke om fusk med kontroller og misbrug af CPR-oplysninger.

FOA lægger vægt på, at kontrollørerne ikke var klar over, at deres data på computeren ville blive overvåget.