Midtjyske politikere vil bygge nyt milliardsygehus

Venstre og Socialdemokraterne i Region Midtjylland peger på et nyt milliardsygehus mod vest.

Venstre og Socialdemokraterne i Region Midtjylland peger på et nyt milliardsygehus mod vest som midlet til at få planen for akutsygehusene til at hænge sammen.

Et nyt stort milliardsygehus i den vestlige del af Region Midtjylland kan blive den medicin, der skal få en kraftig reduktion af regionens akutsygehuse til at glide ned hos borgerne.

Regionens embedsmænd foreslog i foråret at skære regionens akutsygehuse ned fra 10 til fem. Især har planen om at droppe Holstebro skabt stor ballade. I Vestjylland mener borgerne, de får alt for langt til nærmeste akutsygehus.

Derfor er Socialdemokraterne og Venstre nu parate til at bygge endnu et stort nyt akutsygehus mod vest - ud over det, der allerede er på vej i Skejby ved Århus.

- Et moderne akutsygehus til tre-fire mia. kr. i den vestlige del af regionen vil give en robust sygehusplan, som sikrer kvaliteten mange år frem, siger Johannes Flensted-Jensen (S), formand for sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland, til Ritzau.
/ritzau/