Micon har det svært i Tyskland
NEG Micon har svært ved at bide sig fast på det tyske marked. Fabrikken nedjusterer derfor forventningerne til årets overskud.
Vindmøllefabrikken NEG Micon har ikke solgt så mange møller i Tyskland, som virksomheden havde håbet. Derfor måtte den store Randers-fabrik i dag justere forventningerne til årets overskud ganske meget ned. Micon regnede tidligere med et overskud på mindst 250 millioner kroner, men i det halvårsregnskab, der netop er offentliggjort, forventer Micon højst et overskud på 100 millioner kroner før skat.
Det er især problemerne på det tyske marked, der plager NEG Micon. De begyndte sidste år og kom for alvor frem i lyset, da fabrikken offentliggjorde sit årsregnskab. Dengang mistede aktien 30 procent af sin værdi. NEG Micon forventer dog at øge salget på det tyske marked i de kommende år.
NEG Micon har fortsat en langsigtet målsætning om at producere 20 procent af samtlige vindmøller i hele verden.