Michelin-stjerner uddelt: Molskroen forbigået
Fire østjyske restauranter kunne i dag beholde deres michelin-stjerner, mens Molskroen på Djursland måtte undvære
Mandag blev de eftertragtede michelin-stjerner uddelt. Fire østjyske restauranter kunne beholde dem, de allerede havde i forvejen, mens Molskroen på Djursland måtte undvære i denne omgang.
Alle Østjyllands stjerner befinder sig i Aarhus. Derfor havde Molskroen håbet på at være den første uden for Aarhus til at modtage den prestigefyldte stjerne. Men det skete ikke i denne omgang.
Læs også
- På mange måder er vi okay med det. Vi har mange glade gæster, og vi leverer et produkt, vi er stolte af. Og det tager vores gæster godt imod. Og så føler vi egentlig ikke, at vi kan gøre mere, siger Steffen Villadsen, der er køkkenchef på Molskroen.
- Molskroen skulle have fået den stjerne
Ifølge Jacob Lövenlund, der er redaktør for den nordiske restaurantguide, White Guide, er det ikke overraskende, at det kun er storbyens restauranter, der har modtaget stjerner.
- Michelin-guiden har jo ikke altid været så gode til at komme ud uden for storbyerne og besøge alle de gode steder, som ligger derude. De har været nogle steder. Men andre steder har de slet ikke besøgt, så vidt vides, siger han.
Jacob Lövenlund er heller ikke overrasket over Molskroens manglende stjerne, selvom han dog mener, at den er berettiget.
- De er sådan lidt inkonsekvente i hvilke steder, de har med og hvilke, de ikke har med. Så jeg vil ikke sige, at det er overraskende (at Molskroen ikke fik en Michelin-stjerne, red.), men hvis det skulle være helt retfærdigt, skulle han have været med i guiden og fået den stjerne, siger han.
En optimistisk køkkenchef
2015 var året, hvor Michelin for første gang uddelte stjerner uden for de store nordiske byer. Det var altså første gang, at Michelins inspektører besøgte restauranter, der lå uden for København.
Selvom Molskroen må undvære en stjerne i denne omgang, er køkkenchefen alligevel optimistisk.
- Inden for de sidste par år er der kommet nogle andre udkantsrestauranter med - blandt andre Henne Kirkeby Kro og Frederiksminde - selvom de ligger langt uden for byerne, siger Steffen Villadsen, køkkenchef på Molskroen.
Han ved dog også godt, hvad det kræver, hvis han og holdet bag Molskroen skal gøre sig forhåbninger om en stjerne i fremtiden.
- Det tager bare tid. Vi skal gøre rigtig meget ekstra for at tiltrække os den opmærksomhed, og vi skal arbejde hårdt for det. Det er der ingen tvivl om. Derfor har jeg det også fint med, at der måske går et år eller to endnu, siger Steffen Villadsen.
BEDØMMELSEN
1. Kvaliteten på råvarerne.
2. Selve håndværket - dvs. smagen og tilberedningen.
3. Personligheden - dvs. hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.
4. Om man får noget for pengene.
5. Kvalitet over tid - dvs. at det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
Kilde: Guide Michelin