Michel sørger for nytårsmenuen: Forærer 200 østers væk

Michel Jespersen fra Hjortshøj har samlet for mange østers. Søndag delte han derfor de overskydende ud på Facebook

02:16

Michel Jespersen er stor tilhænger af østers. Nu forærer han 200 væk.

- Spiser de østers? Vi har - helt som det plejer - samlet alt for mange østers efter en østerstur ved Vadehavet i går. Vi vil derfor gerne forære nogle væk, hvis nogen drømmer om østers til nytåret. Først til mølle.

Sådan stod der i opslaget, som Michel Jespersen fra Hjortshøj søndag formiddag delte på Facebook.

Michel delte opslaget i Facebookgruppen '8530 Hjortshøj', da det er her, han selv bor. 

Overskud af østers efter udflugt til Vadehavet

Michel Jespersen var lørdag en tur ved Vadehavet med sin søn og kone for at samle østers. En tur, som de tager på et par gange om året. Men hver gang kommer de hjem med flere østers, end de selv kan bruge.

Jeg havde knap 200 østers, som forsvandt på mellem en halv og hel time. 

Michel Jespersen, Hjortshøj 

 Normalt inviterer de venner til østersgilde for at få bugt med de overskydende østers, men denne gang ville Michel Jespersen prøve noget nyt.

- Vi har et dejligt lokalsamfund her i Hjortshøj med mange søde mennesker, så vi smed det på Facebook istedet for. Og så blev jeg nærmest kimet ned af folk. Jeg havde knap 200 østers, som forsvandt på mellem en halv og hel time, siger Michel Jespersen.

Østers er en tilvænningssag

De mange østers forsvandt som varmt brød, men for nogle kan det måske virkelig uforståeligt. For selvom østers er en luksusdelikatesse, så har mange det svært med dem. Det er dog en skam, ifølge Michel Jespersen.

- Østers er en lille sjov og underfundig ting. Det er ikke bare en blød slimet ting, der smager af saltvand, som mange tror. Det er en underfundighed af smag - især når de er hentet helt friske, siger han.

Michel Jespersen i fuld gang med at åbne østers. 

- Min kone, der er vinterbader, siger, at det er ligesom at tage et havbad, når man spiser sådan en østers. Det kan noget særligt, men ligesom så meget andet, så er det noget, man skal øve sig på, tilføjer Michel Jespersen.

Han foreslår derfor, at man som nybegynder holder sig fra den rå variant.

Læs også Østjyske brødre kåret som landets bedste til østersåbning

- Den mest udbredte måde, som man kan spise dem på, er rå med citronsaft, men måske er det ikke dem, man skal præsentere første gang, man serverer østers for nogle. Man kan gratinere dem i ovnen med fløde og ost - den version går ofte rent ind, hvis man ikke er så rutineret. Og så smager den heller ikke så meget af østers, siger han.