Michaels hund stjålet for anden gang: Jeg er helt tom

Pablo blev natten til torsdag stjålet for anden gang fra sin hundegård. Den sov ikke inde, fordi den har et højt aktivitetsniveau og har brug for et sted, hvor den kan slappe af

01:47

Michael Johansens hund Pablo er blevet stjålet to gange inden for kort tid.

Michael Johansen er rystet. For anden gang i løbet af få dage, har han fået stjålet sin hund, Pablo.

- Jeg er tom. Jeg har ikke ord for det, siger Michael Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg er tom. Jeg har ikke ord for det

Michael Johansen, ejer af Pablo, der er blevet stjålet for anden gang

Pablo er fire år en specialtrænet patrulje- og narkohund. Da familien kom ud til dens hundegård tirsdag morgen, stod døren til hundegården åben og Pablo var væk.

Tirsdag aften kunne familien dog hente Pablo hos Østjyllands Politi, der havde fået en henvendelse om, hvor hunden var. Til stor lettelse for hele familien.

Læs også Narkohunden Pablo er blevet stjålet igen

Pablo er væk

Derfor troede Michael Johansen heller ikke sine egne ører, da hans kone kalder på ham torsdag morgen. 

- Hun siger, at Pablo er væk, siger Michael Johansen.

Der er klippet hul i hegnet ind til den hundegård. Og Pablo er igen væk.

- Det er forfærdeligt. Vi havde lige fået ham hjem og fået ro på. Nu er vi bombet helt tilbage, siger Michael Johansen.

Torsdag morgen var der klippet hul ind til hundegården, hvor Pablo sover. Hunden var væk.

Hundegård er et frirum

Hundegården, hvor Pablo sover, er låst af. Og efter tyveriet af hunden tirsdag havde Michael Johansen sat ekstra lås på.

- Folk synes måske, at der er underligt, at en hund står i en hundegård, når man er så glad for den, som jeg er. Men der er en grund til det. Når den er ude af hundegården, er den på og meget ivrig. Den er med på arbejde i otte timer hver dag, og jeg lufter den og løber med den. Den har behov for hvile. Den er i gang hele tiden og slapper ikke ordentligt af, hvis den er indenfor. Hundegården er Pablos hjem og frirum, siger Michael Johansen.

Pablo er en belgisk hyrdehund på fire år. Natten til tirsdag blev den taget fra en aflåst hundegård i Aarhus Nord. Siden kom den tilbage. Og nu er den så forsvundet igen. Foto: Privatfoto Foto: Privatfoto

Tillidsfuld og god

Til daglig arbejder Michael Johansen og Pablo på hundeskolen på AFTC-Hundetræningscenter i Karup. Her er alle skolerne indenfor flyvevåbenet underlagt. Det er det eneste sted i landet, hvor militæret uddanner tjenestehunde.

Han har tidligere forklaret, hvorfor Pablo ikke nødvendigvis gør, når der kommer ubudne gæster.

- Han er meget tillidsfuld og god af sind. Hvis han er blevet lokket med et eller andet, er det ikke sikkert, at han har gøet, siger Michael Johansen.

01:10

VIDEO: Se de glade billeder fra onsdag, hvor ejer og hund var genforenet

Luk video

Skal udsendes

Pablo er fire år og ligner en schæferhund, men er en malinois, der ikke er så store som en schæferhund.

Tyveriet er igen meldt til Østjyllands Politi, der har været på familiens adresse og afsøge. Her er det blevet konstateret, at tyven eller tyvene er kommet ind via et hegn i haven. Tyvene er gået igennem flere haver for at komme ind til hundegården.

- De har løftet raftehegnet op og ødelagt fliser, siger Michael Johansen.

Læs også Historien om en stjålet hund: Pablo tog Facebook med storm

Om kort tid skal Michael Johansen til Kabul i Afghanistan med Pablo. De skal på NATO-opgave i den internationale lufthavn, hvor parret skal søge efter narko i nato-soldaters bagage.

I videoen øverst kan du høre Michael Johansen fortælle om sin afmagt efter at hans hund, Pablo, er blevet stjålet for anden gang.