MGP-musik sætter ord på børns følelser

MGP-sange kan hjælpe børn og unge med at udtrykke deres egne følelser, siger professor i musikpædagogik. Lørdag aften går det løs i Horsens

Edda fra Aarhus optræder ved dette års MGP i Horsens Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen

Blandt finalisterne er også 'Teenagers' fra Randers Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen

1 af 2

Venskab, kærlighed og det at være god nok er nogle af de emner, der bliver sunget om til børnenes melodigrandprix 2016 i Horsens, som ruller over skærmen lørdag aften.

En af de ti MGP-finalister er Edda fra Aarhus på 11 år. Hun skrev sangen 'Helt okay' på ti minutter, og den handler om, at man skal være sig selv.

Hun valgte det budskab, fordi hun tror, at de fleste har prøvet ikke at føle sig gode nok.

Man skal være sig selv

- Min sang handler om, at det er vigtigt at være sig selv og holde fast i de værdier, man har, fordi man er god nok, som man er, siger hun og fortsætter:

Lighthouse X vinder Melodi Grand Prix i Horsens

- Alle har ligesom følt, at de ikke var gode nok på et tidspunkt i deres liv. Så jeg tænkte, at alle kunne relatere til det emne.

Hjælper børn med at udtrykke sig

Mange af MGP-finalisterne udtrykker sig om emner, som de fleste jævnaldrende kan relatere til. Ifølge Inge Marstal, professor i musikpædagogik, kan musik hjælpe lytterne med selv at udtrykke sig.

- Musikken kan helt afgjort hjælpe andre børn med at udtrykke sig. Hvis man er i samme situation og kan identificere sig med indholdet i den sang, man lytter til, føler man sig måske ikke helt så alene, fortæller Inger Marstal.

Relaterbare sange om at være teenager eller om at savne nogen kan hjælpe lyttere, der gennemgår det samme med at sætte ord på deres følelser.

Lighthouse X: Vil vinde i Stockholm

Flere af dette års deltagere har også selv prøvet at relatere sig til en MGP-sang. Tayib på 12 år, der er en del af drengetrioen Bølle, er glad for vindersangen fra 2012, 'Jeg bli'r ved'.

Kan relatere til det

- Jeg blev meget rørt af den sang. Sangen handlede om kærlighed, og det har jeg meget af i min krop, siger Tayib.

For Edda har sangen 'Her ved mit klaver' fra 2011 haft betydning for hende.

- Nogle af de ting, hun synger om, kan jeg rigtig godt relatere til. Nogle gange føler jeg også, at musik er den tråd, jeg ligesom hænger i, siger Edda.

MGP sendes lørdag klokken 20.00 på DR1 og foregår i Forum Horsens. Billetterne blev udsolgt, halvanden time efter at de blev sat til salg 9. november.

Edda fra Aarhus optræder med nummeret 'Helt okay' ved dette års MGP. Se og hør hende i videoen nedenfor: