MF: Politisk vold ude af kontrol
Enhedslistens Per Clausen mener, at politisk motiveret vold i Århus er helt ude af kontrol. Justitsministeren skal på banen.
Den politisk motiverede vold er stadig helt ude af kontrol i Århus, mener Enhedslisten. Nu får de seneste voldshandlinger et landspolitisk efterspil.
Ved sidste weekends demonstration mod hooligangruppen White Pride blev aktivister på begge yderfløje slået ned.
En blogskribent på højrefløjen blev slået ned, da han fotograferede sine politiske modstandere i optoget. Og senere på aftenen blev to unge mænd slået ned af højrefløjsaktivister.
Nu vil Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen have justitsministeren til at svare på, hvad han vil gøre ved den politiske vold.
Denne gang var et af overfaldene ved at koste en mand livet, siger Per Clausen, så nu må der sættes ind for at opklare sagerne, så voldsspiralen kan standses.