Meteor set i Århus
En stærkt lysende meteor blev tidligt i morges observeret i Århus.
21. apr 2004, kl. 15:46
Mere end 30 dage gammel
En morgenfrisk århusianer oberserverede tidligt i morges en stærkt lysende meteor.
Meteoret, der bevægede sig fra nordvest mod sydvest, blev set klokken 04.39, og ildkuglen kunne angiveligt ses i flere sekunder.
- Ud fra de observationer, der indtil nu er indkommet, vurderes det, at meteoret har bevæget sig hen over Nordsøen. Det er derfor ikke sandsynligt, at eventuelle rester af det indtrængende objekt er faldet i Danmark, siger Michael J.D. Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium i København til Ritzau.
Foruden Århus blev meteoret ifølge Michael J.D. Linden-Vørnle også set i København og Roskilde samt på Rømø og Als.