AGF åbner sæsonen mod mestrene fra FCM

De regerende mestre får hjemmebane i første runde af næste sæson, der falder sammen med VM-afslutningen

AGF jubler under kampen mod FCK i Telia Parken den 25. maj 2018. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands nykårede danske fodboldmestre lægger ud med en hjemmekamp, når sæsonen 2018/2019 i Superligaen begynder i næste måned.

FC Midtjylland tager i første runde imod AGF i et rent jysk opgør.

Sidste sæsons sølvvindere, Brøndby, indleder sæsonen med en udekamp mod Randers FC.

Læs også AGF-keeper sendt ud af Serbiens VM-trup

FC Nordsjælland, der vandt bronze, spiller hjemme mod Esbjergs oprykkere, som er tilbage i Superligaen efter et års fravær.

Esbjerg sendte Silkeborg ud af Superligaen efter to playoffkampe i maj.

Horsens begynder med FCK

FC København, der skuffede fælt i sidste sæson med en fjerdeplads, lægger ud hjemme mod AC Horsens.

Vejle, der rykkede direkte op som vinder af 1. division, lægger ud med en hjemmekamp mod Hobro.

Den tredje oprykker, Vendsyssel FF, får hjemmebane mod OB.

Vendsyssel sendte Lyngby ned i den næstbedste række efter to playoffkampe.

Superligaen går i gang i dagene 13.-16. juli. Datoerne for de enkelte kampe ligger endnu ikke fast.

Sæsonstarten i Superligaen falder sammen med de afsluttende kampe ved VM i Rusland.

Bronzekampen spilles 14. juli, mens VM-finalen bliver spillet 15. juli.