Mester-Jakob
AGF's Jakob Poulsen lyste op på landsholdet på en ellers temmelig mat dansk aften.
Det danske fodboldlandshold mødte onsdag aften en flok teknikere fra Chile, der spillede hurtigt og ganske pænt.
Kampen var præget af, at det var en træningskamp. Cirka 10.000 tilskuere havde fundet vej til Brøndby Stadion, og kampen bød på en del udskiftninger fra landstræner Morten Olsens side.
Med østjyske briller var det især interessant at se, hvordan AGF's Jakob Poulsen spillede. Han var med fra start og gjorde en god figur. Poulsen arbejdede hårdt og stod for den målgivende aflevering til debutanten Lasse Schønes mål til 1-1. Afleveringen gav nok mere end én tilskuer minder om en vis Michael Laudrups evner.
Avisen metroXpress mener, at Jakob Poulsen var banens bedste dansker, og han får følgende ord med på vejen.
- Efter en lidt usikker start kom han fremragende igen. Udfordrende og lavede flere smukke afleveringer - ikke mindst en assist (målgivende aflevering, red.).
Jakob Poulsen får karakteren 10 af metroXpress. Samme karakter får han i B.T, der skriver:
- Løbestærk og initiativrig. En klasse over de andre danskere, og han ligner en potentiel stamspiller.