Mere vind på vej: Her kommer det til at blæse i Østjylland søndag
På det østlige Djursland kommer der vindstød på mellem 20 og 25 meter i sekundet søndag morgen
Det er nok de fleste østjyder, der har været uden for lørdag, som har opdaget, at vinden rusker godt i træerne.
Vinden stilner godt nok af i løbet af eftermiddagen, men det er langt fra slut med det blæsende vejr i denne omgang.
Ved midnat natten til søndag rammer nye vindstød nemlig Danmark, og Østjylland går ikke fri. Det bliver specielt på Djursland, at man skal holde ekstra godt fat i hatten, for her rammer vindstød med op til stormstyrke.
- Når vinden drejer mod nord, og nordvest omkring klokken 5-6 om morgenen, dansk vintertid, så bliver især den østlige del af Djursland ramt, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at vindstødende rammer Østjylland med omkring 20-22 meter per sekund.
Når vinden slår om i nordvestlig retning omkring klokken 5 søndag morgen, så vil man nogen steder i Djursland opleve vindstød på mellem 20-25 meter i sekundet.
Politiet har udarbejdet en liste over, hvordan man kan forberede sig til en storm, og hvordan man bør opføre sig under en storm.
- Lyt til vejrudsigten og følg myndighedernes anvisninger
- Fjern alle løse genstande omkring huset, eksempelvis havemøbler, byggematerialer og trampoliner.
- Fastgør det, du ikke kan fjerne. Fjern knækkede og visne grene, som kan være farlige, hvis de falder ned. Afstiv stilladser og andre svage konstruktioner
- Luk alle døre, vinduer og porte forsvarligt
- Parker ikke din bil i nærheden af høje huse eller under træer. Undgå især læsiden
- Hvis varslet omfatter kraftig regn eller forhøjet vandstand langs kysten hvor du bor, bør du overveje at forberede dig på oversvømmelser.
- Hold dig indendørs.
- Gå ikke ud under stormen for at fjerne løse ting, afdække et skadet tag eller lignende
- Lyt til nyhedsudsendelserne og følg myndighedernes vejledning
- Hvis du alligevel skal bevæge dig ud:
- Undersøg trafiksituationen. Veje kan blive spærret og broer kan lukke.Tjek om politiet fraråder unødig udkørsel
- Undgå at færdes i skovområder og på broer
/ritzau/