Mere spil på skoleskemaet
Endnu en spiluddannelse ser dagens lys
I snart fem år har spilleglade unge haft mulighed for at kombinere en HTX-uddannelse med en uddannelse i at udvikle computerspil.
Uddannelsen har haft så stor succes blandt ansøgerne, at GameIT College i Grenaa nu har valgt at udbyde endnu en spiluddannelse.
I stedet for en teknisk htx-uddannelse får de unge mulighed for at kombinere spiludvikling med en handelsuddannelse, hhx, som får navnet GameIT College Biz.
- Vi sendte en føler om GameIT College Biz ud til årets ansøgerfelt forud for optagelsesprøven forleden, og det gav en hel klasse nu og her. Det betyder, at vi i år og fremover udbyder tre GameIT-klasser, altså htx som vi plejer, og en hhx-klasse på GameIT Biz, siger innovationschef Søren H. Hansen.
Ambitionen med den nye spiluddannelse er, at klæde de unge på til både at kunne varetage spiludvikling og samtidig have fokus på markedet.
I dag går der omkring 200 studerende på GameIT College og med den nye klasse forventes det, at der bliver optaget yderligere 120 studerende.