Mere sne på vej til Østjylland
Snebygerne klingede tirsdag aften af i Østjylland. Til gengæld er der ny sne på vej.
Mens snebygerne tirsdag aften klinger af i Østjylland, får Sjælland sne tirsdag aften og nat.
I løbet af onsdag vil der være udbredt frost i hele landet, og der vil igen komme snebyger forskellige steder langs Østjylland, Østfyn, Lolland, dele af det øvrige Sjælland og på Bornholm.
Kør forsigtigt
Vejdirektoratet råder bilister til at køre forsigtigt onsdag og holde øje med direktoratets hjemmeside vintertrafik.dk, inden man bevæger sig ud på en køretur i vintervejret.
Vejret kan desuden medvirke til, at morgenmyldretiden bliver udvidet, og at det derfor kan tage ekstra lang at komme på arbejde onsdag morgen, hvis man er i bil.
Tirsdag blev især Jylland ramt af en del sne, hvilket førte til glatte veje. I Hobro måtte kommunen derfor fraråde borgere at køre bil i byen, så sneryddere kunne komme til.
Lastbiler kunne ganske enkelt ikke køre op af bakkerne i byen.