Mere kontrol på vejene
Politiet er bagud med kvoter for fartkontrol
De næste par måneder vil der være øget fartkontrol på de østjyske veje.
Forklaringen er, at flere politikredse er bagud med deres mål for, hvor mange arbejdstimer, de skal bruge på fartkontrol i 2013. Det skriver Århus Stiftstidende.
Værst ser det ud i Østjyllands Politikreds, hvor politiet er bagud med 632 timer.
I Sydøstjyllands Politikreds mangler de 100 timers fartkontrol, mens de hos Midt- og Vestjyllands Politikreds derimod er foran med 33 timer.
Det skyldes ifølge færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi til dels, at Rigspolitiet i september annullerede ordren på nye fotovogne.
Se: Snart slipper du ikke for bøde
- Vi havde en forventning om at få nogle flere biler. Den forudsætning holdt ikke og så kom vi bagud. Vi har nok haft for stor tillid til, at vi ville få mere materiel, siger Kristian Thomsen, leder af færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi, til avisen.
Den øgede kontrol vil være i form af fotovogne rundt omkring i Østjylland.
For at kunne nå i mål med antallet af timer, planlægger Østjyllands Politi at indføre to-holdsskift i fotovognene for at opfylde kravene for fartkontrol.
Nedenfor kan du se tidsforbruget for de enkelte politikredse, når det kommer til at udskrive bøder:
Østjyllands Politi
Mål: 4.000 timer
Status: 2.200 timer (midt i september)
632 timer bagud
Sydøstjyllands Politi
Mål: 4.000 timer (31/12)
Status: 2.900 timer (sidst i september)
100 timer bagud
Midt- og Vestjyllands Politi
Mål: 6.000 timer
Status: 4.533 timer (sidst i september)
33 timer foran