- Mere handling og åbenhed

Tidligere projektleder retter kritik af kulturhovedstad

03:58

1 af 2

Hvis projektet omkring Aarhus som europæisk kulturhovedstad skal blive succesfuldt, er der behov for, at ledelsen og bestyrelsen ændrer strategi.

Sådan lyder det for tidligere projektleder Trevor Davies, som var med til at udforme og sende ansøgningen, der sikrede Aarhus titlen som europæisk kulturhovedstad i 2017.

Trevor Davies efterlyser langt mere åbenhed og synlighed fra bestyrelse og ledelse, hvis projektet ikke skal stagnere:

- Det er både et opråb til bestyrelsen og ledelsen om at være mere åbne. Vi skal være mere målrettede, og vi skal være mere ærlige omkring de ting, vi foretager os, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Trevor Davies' kritik møder opbakning hos Venstre i Aarhus. Hans Skou (V), som er medlem af kulturudvalget, mener, at projektet skal op i gear, hvis aktørerne ikke skal ende med at blive utålmodige:

- Vi kan ikke blive ved med at vente. Det er nu, vi skal se om pengene, om pengene er der. Det er nu, vi skal planlægge, siger Hans Skou (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.

En af grundene til, at kulturhovedstadsprojektet ifølge tidligere projektleder Trevor Davis trækker ud, er blandt andet, at ledelsen bag projektet mangler lokal forankring.

Programchef Gitte Just kommer fra en stilling i København, mens administrende direktør for kulturbyfonden Rebecca Matthews har arbejdet i New York.

- Det betyder noget, at man kender de politiske miljøer og lokale virksomheder og aktører. De kulturinstitutioner, som skal være med. Hvis man ikke har lokal kendskab, så tager det tid at bygge det op, siger Trevor Davies til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se et tv-indslag omkring kritikken af kulturhovedstadsprojektet øverst i artiklen.