- Mere end vi havde drømt om

Tre sejre i slutspillet er mere, end BSV havde turdet håbe på

Bjerringbro-Silkeborg-træner Carsten Albrektsen tør endnu ikke udråbe sit mandskab til favoritter i kampen om en plads i DM-finalen i håndbold.

Men efter søndagens 33-25-sejr hos KIF Kolding - den tredje sejr i tre kampe i slutspilsgruppe B - erkender han, at det går rigtig godt for midtjyderne.

- Tre sejre er endnu mere, end vi havde drømt om. To af sejrene er vel at mærke kommet i hus på meget svære udebaner i Skjern og i dag i Kolding, så det er klart, at vi har mod og lyst til opgaverne i øjeblikket, siger Albrektsen.  Sejren over KIF Kolding betyder, at Bjerringbro-Silkeborg topper slutspilsgruppe B med seks point foran Skjern med fire point.

Tog føringen
Intet tydede dog på en sejr i Kolding i begyndelsen af kampen, da KIF hurtigt tog føringen.

- Vi virkede lidt for tændte i starten af kampen. Bevægelserne var stive, og så spillede vi for hektisk i angrebet. Da vi fik styr på det mentale, så fik vi vendt det.

- Det er også en del af slutspillet, at man har medvind og føler, at man har den medvind, der skal til, mener BSV-træneren, som på søndag er vært for en meget afgørende kamp mod Skjern Håndbold.

- Det kan godt gå hen at blive en finale, men gruppen er tæt, og resultaterne kan stadig ryge på kryds og tværs, vurderer Carsten Albrektsen.

Svært at nå finalen
Hos KIF Kolding vurderer træner Ingemar Linnell, at koldingenserne får svært ved at nå finalen med blot tre resterende spillerunder.

- Chancen er meget lille. Vi har to point og Bjerringbro-Silkeborg har seks point, så der er lang vej, konstaterer Linnell.

AG København topper slutspilsgruppe A og ligner i øjeblikket den mest sandsynlige finaledeltager fra den gruppe.

Læs også: Styrer mod finale