Mere end halvdelen af os er overvægtige
På fire år er andelen af overvægtige i Region Midtjylland steget med næsten 10 procent
Indbyggerne i Region Midtjylland bliver større og større. Det viser en ny befolkningsanalyse, og det er foruroligende.
- Det er en stærkt bekymrende udvikling. Pointen er, at selvom mange kun er moderat overvægtige, er det ikke et "moderat" problem. Tværtimod er det vigtigt også at sætte ind blandt moderat overvægtige og i tide forebygge, at de udvikler svær overvægt. For al erfaring viser, at er man først svært overvægtig er det rigtig, rigtig svært at tabe sig, siger seniorforsker Pia Vedel Ankersen, Center for Folkesundhed, som står bag undersøgelsen.
Andelen af overvægtige voksne midtjyder er fra 2006 til 2010 steget fra 49 procent til 58 procent. Heraf er andelen af moderat overvægtige steget fra 35 til 40 procent, mens andelen af svært overvægtige er steget fra 14 til 18 procent.
- Man skal gøre sig det helt klart, at det her er et alvorligt problem, både for den enkelte og for samfundet. Der er både brug for indsatser, der hjælper den enkelte og for strukturelle forebyggelsesinitiativer, der gør det lettere for folk at spise sundt, og være mere fysisk aktive, siger Pia Vedel Ankersen.