Flere end 9.800 har søgt Aarhus Universitet som drømmestudie

​9.833 ansøgere har i år valgt en uddannelse ved Aarhus Universitet som deres førsteprioritet. Datalogi, matematik og ingeniøruddannelserne oplever fremgang

Foto: David Leth Williams - Scanpix

1 af 2

Efter sommerferien fyldes universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier med nye håbefulde unge.

I går var sidste frist for at søge ind på en uddannelse, og i alt har Aarhus Universitet fået 26.753 ansøgninger.

Læs også Amalie vil have en international uddannelse: Engelsk er vejen frem

Blandt dem har 9.833 valgt Aarhus Universitet som deres første prioritet, hvilket svarer nogenlunde til samme niveau som i 2016.

Vi ved, at studerende, der optages på deres førsteprioritet, har større sandsynlighed for at gennemføre den uddannelse, de går i gang med.

Berit Eika, prorektor, Aarhus Universitet. 

Det glæder prorektor for uddannelser, Berit Eika.

- Vi ved, at studerende, der optages på deres førsteprioritet, har større sandsynlighed for at gennemføre den uddannelse, de går i gang med. Når man får sit højeste ønske opfyldt, øger det motivationen - akkurat som når man får sit drømmejob. Derfor er jeg særligt glad for at se, at mange igen i år har sat en uddannelse ved Aarhus Universitet øverst på ønskelisten, skriver hun i en pressemeddelelse.

Matematisk fremgang

Ingeniøruddannelserne samt datalogi og matematik har fået flere førsteprioritetsansøgninger end tidligere.

- Det viser, at vores indsats for at styrke ingeniørområdet har båret frugt. Og så ser jeg den positive interesse for vores it-uddannelser som et godt afsæt for Aarhus Universitets nye digitaliseringssatsning, der skal bidrage til at uddanne flere dimittender med digitale kompetencer til fremtidens arbejdsmarked, skriver Berit Eika.

Læs også Hård kamp om billige ungdomsboliger før studiestart

Generelt oplever Uddannelses- og Forskningsministeriet, at flere har søgt uddannelser, hvor der er gode jobmuligheder, og det glæder uddannelsesministeren.

Uddannelser med jobmuligheder

- Jeg er glad for udviklingen i år, fordi flere har søgt mod uddannelser, hvor vi kan komme til at mangle arbejdskraft i det kommende år. Ingen uddannelser er finere end andre, men for både samfundet og de unges egen skyld er det en stor gevinst, hvis de kan få job efter studiet. Det har vi kraftigt opfordret ansøgerne til, og det ser ud til, at de unge har lyttet, siger Søren Pind (V) i en pressemeddelelse.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) glæder sig over, at flere unge har søgt mod uddannelser, hvor Danmark kan komme til at mangle arbejdskraft i det kommende år. Foto: Henning Bagger - Scanpix

På universiteterne har flere søgt mod de sundhedsvidenskabelige-, tekniske- og naturvidenskabelige uddannelser. Blandt andet har flere søgt ind på medicin og civilingeniøruddannelsen.

I alt har 91.539 søgt ind på en videregående uddannelse i år, og det er samlet set tre procent færre end sidste år.

De hovedområder, der har oplevet det største fald i forhold til sidste år, er de kunstneriske uddannelser (26 procent) og teologi (20 procent).

Oversigt over ansøgninger til uddannelserne på Aarhus Universitet

Science and Technology (ST)
Den samlede søgning til ST fortsætter på et stabilt højt niveau. Specielt uddannelserne datalogi, matematik og matematik-økonomi går frem i førsteprioritetsansøgninger med hhv. 20,2 pct., 44,4 pct. og 29,1 pct. i forhold til 2016.
Også søgningen til ingeniøruddannelserne oplever fortsat høj interesse, og antallet af førsteprioritetsansøgninger er her steget med 9 pct. 

Arts
På Arts er det samlede antal ansøgninger steget med 7 pct. Det samme gælder førsteprioritetsansøgninger. Stigningen kan primært forklares med den interne omorganisering af sprogfagene, hvor de hidtidige uddannelser i virksomhedskommunikation med fremmedsprog på Aarhus BSS er flyttet til helt nye virksomhedskommunikationsuddannelser med fremmedsprog på Arts. Her er alle sprogmiljøerne nu samlet på et institut. Derudover er der en stigning i førsteprioritetsansøgningerne til eksempelvis nordisk, engelsk og spansk. Til gengæld er søgningen til især antropologi og religionsvidenskab gået tilbage.

Aarhus BSS
Aarhus BSS er gået 13 pct. tilbage i det samlede antal ansøgninger - og 12 pct. på førsteprioritetsansøgningerne. Størstedelen af tilbagegangen skyldes, at alle de erhvervssproglige uddannelser nu er samlet på Arts med det formål at styrke sprogfagene på Aarhus Universitet. Derudover ses især en tilbagegang på jura og HA-uddannelserne i Aarhus.

Health
På Health er ansøgningstallet gået frem med 5 pct. og førsteprioritetsansøgninger med 2 pct. Stigningen skal især tilskrives en øget søgning til medicinuddannelsen, som har fået 6 pct. flere førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med 2016. Også odontologi går markant frem med en stigning på 9,9 pct. med Aarhus Universitet som førstevalg.