Mere asfalt, tak!
Borgmestre vil udvide E45
Til daglig repræsenterer de forskellige kommuner og forskellige politiske partier.
Alligevel er borgmestrene fra Horsens, Silkeborg og Randers på mindst ét punkt 100 pct. enige: Motorvej E45 skal udvides. Og det skal ske snart.
I et brev til transportminister Magnus Heunicke (S) appellerer de tre bykonger til, at de nuværende fire spor på motorvejen suppleres med yderligere to, så der i fremtiden er tre spor i hver retning.
- Nu er det tid til, at man får sat E45 på agendaen. Vi skal have de her seks spor frem, siger Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Fri bevægelighed af arbejdskraft er nøglen. Vi hænger sammen med Aarhus, og vi hænger sammen med de andre kommuner rundt omkring os. Jo mere fri bevægelighed vi har, jo bedre er det for vores borgere.
Ifølge Vejdirektoratet er trafikmængden på den østjyske del af E45 mere end fordoblet siden 1988.
- I øjeblikket er der en urbanisering i Østjylland. Det er man nødt til at forholde sig til på Christiansborg, siger borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen (S).
Vil signalere fællesskab
Til trods for at E45 ikke skærer igennem Silkeborg Kommune, bakker byens borgmester, Steen Vindum (V) op om en udvidelse af motorvejen.
- Vi vil gerne signalere opbakning til udvidelsen af E45 og opbakning til det fællesskab. Vi står sammen i kommunerne i Østjylland.
Borgmestrene håber, at en udvidelse af E45 kan finansieres igennem de 2,5 mia. kr., regeringen har afsat til infrastruktur i den nye vækstpakke.
Samtlige borgmestre for de østjyske kommuner i Business Region Aarhus bakker op om udvidelsen.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.