Mentorprojekt i Gellerup får pris

Et mentor-projekt i Gellerup modtager i dag den Kriminalpræventive Pris. Projektet viser, at der er alternativer til kriminalitet.

Projektet, som er døbt unge 4 unge, er et netværk af 40 til 50 unge frivillige, der fungerer som forbilleder for deres jævnaldrende i Gellerupparken.

- Anerkendelse er jo det, der betyder noget, når man laver frivilligt arbejde. De unge er stolte, og den anerkendelse giver energi og lyst til at yde en ekstra indsats. Det er ikke afgørende, fordi det kommer uventet, men det er utroligt motiverende, siger lederen af netværket, Ivan de Lima.

Projektet er nomineret, fordi det er et eksempel på, at unge virker som positive rollemodeller for udsatte unge, at det nytter at inddrage lokalbefolkningen i det kriminalpræventive arbejde og at de kan arbejde tryghedsskabende i bydelen.