Mens vi venter på letbanen: Venterum åbnes i Grenaa

Norddjurs Kommune slår fredag dørene op for forbedrede ventefaciliteter på Grenaa Station

Sådan ser der ud inde i det nye venterum, der fredag åbnes ved Grenaa Station. Foto: Norddjurs Kommune

Det kan virke en smule paradoksalt, at man i dag, fredag, slår dørene op til et nyt og forberedt venterum på Grenaa Station, der er lavet af hensyn til letbanens passagerer. 

Passagererne kan som bekendt endnu ikke komme med letbanen fra Grenaa, da åbningen er blevet forsinket på ubestemt tid - men nu kan man så vente i det nyanlagte, opvarmede venterum med tilhørende toiletter.

Læs også Otte gode råd til den nye letbanedirektør: Jørgen Leth i alle tog

Men selvom letbanen endnu ikke kører på strækningen til og fra Grenaa, har man valgt at åbne det nye venterum nu, da det trods alt allerede nu kan være nyttigt.

- Det er dejligt at se resultaterne af den række forbedringer, som Norddjurs Kommune de seneste år har haft ansvaret for at gennemføre, og som skal forbedre forholdene for letbanens passagerer. Grenaa Station fungerer jo også som trafikknudepunkt for busserne, så de mange busrejsende får også glæde af de forbedrede ventefaciliteter, siger Jens Meilvang fra Liberal Alliance, der er udvalgsformand i Norddjurs Kommunes teknik- og miljøudvalg, i en pressemeddelelse. 

Her ses det nye venterum på Grenaa Station. Foto: Norddjurs Kommune

Uvist hvornår letbanen kommer til Grenaa

Torsdag fortalte Michael Borre, der tiltrådte som direktør for Aarhus Letbane ved årsskiftet, at han endnu ikke kan løfte sløjret for hvornår, letbanen begynder at køre med passagerer på strækningerne til Grenaa og Odder.

Læs også Passagertal for letbanen: Flere bruger den end populær busrute

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige præcis, hvornår togene kommer til at køre. Vi skal igennem en længere proces om godkendelsen af de jernbanestrækninger, der skal til. Samtidig arbejder vi på de vilkår, vi fik i forbindelse med godkendelsen i december. For ikke at blive stoppet igen, skal vi sikre, at vi overholder de vilkår korrekt. Vi har sat alle de ressourcer ind, vi kan, sagde den nytiltrådte direktør.

Ud over forbedringerne på Grenaa Station har Norddjurs Kommune de seneste år blandt andet også gennemført en stor renovering af stationsbygningen i Trustrup, hvor man også vil udvide parkeringsarealet de kommende måneder. Derudover er man i gang med at etablere Hessel Station.

Læs også Derfor er der ingen skraldespande i letbanetogene

- Vi vil gerne skabe gode forhold for de kommende letbane passagerer, og vi ved, at gode vente faciliteter, stationsnærhed og tilgængelighed har stor betydning for anvendelsen af kollektiv trafik ikke mindst til pendlertrafik, siger Jens Meilvang.

Hessel Station får også en parkeringsplads samt overdækket og aflåst cykelparkering.