Mens vi venter på Cobraen
Gæsterne i Tivoli Friheden i Århus må også i den kommende weekend se langt efter den nye rutsjebane, der forsinkes yderligere.
Den 33 millioner kroner dyre rutsjebane Cobraen skulle have været klar til at tage de første gæster med på en hæsblæsende tur allerede den 12. april, men nu forsinkes Tivoli Frihedens store satsning yderligere.
Seneste melding fra parken er, at Cobraen nu er køreklar den 20. juni.
Ifølge Århus Stiftstidende skyldes de mange forsinkelser, at den italienske leverandør tilsyneladende har undervurderet, hvor lang tid det ville tage at testkøre og programmere rutsjebanen.
- Når det går så galt, at vi gang på gang bliver mødt med forsinkelser, skyldes det, at Cobraen er en unik forlystelse - en prototype - som har været et stort projekt og en stor udfordring for alle involverede parter, siger Henrik Ragborg Olesen.