Mens myndigheder slås: Ingrid foretrækker hjemme-behandling
Patienter som Ingrid Jensen risikerer at skulle blive længere på sygehuset end nødvendigt, efter Aarhus og Randers kommuner har droppet aftale
Behandling i eget hjem er klart at foretrække, når det kan lade sig gøre.
Det mener Ingrid Jensen fra Allingåbro. Hun modtog tidligere på året antibiotika-behandling i eget hjem efter indlæggelse i Aarhus.
Læs også
- Det var selvfølgelig betryggende at ligge på hospitalet, når man er syg, men når man først er kommet til det punkt, hvor man har det bedre og man bare er der, fordi man skal have medicin, så er det rart, at man kan komme hjem, siger Ingrid Jensen.
I hendes tilfælde kom der en hjemmesygeplejerske én gang i døgnet og klarede det, der skulle klares.
- Det fungerede simpelthen fint, siger Ingrid Jensen.
Kommuner har opsagt aftale
Muligheden for hjemmebehandling i tilfælde som Ingrid Jensens forsvinder i Aarhus og Randers, fordi de to kommuner netop har opsagt en aftale med Region Midtjylland.
Aftalen betød, at patienter, der skulle have intravenøst antibiotika, kunne blive udskrevet og behandlet i eget hjem af den kommunale hjemmesygeplejerske.
Men de to kommuner mener, aftalen er for dyr.
Deres opsigelse af aftalen betyder, at patienter risikerer at skulle ligge længere tid på sygehuset end nødvendigt.
Mens Aarhus og Randers er trådt ud af aftalen, er de øvrige østjyske kommuner stadig med.
Vil have Folketinget til at gribe ind
Hans Skou, der er gruppeformand for Venstre i Aarhus Byråd, vil have Folketinget til at gribe ind, så muligheden for hjemmebehandling fortsætter.
Det skal ske ved at lade pengene følge den enkelte, så kommune og region ikke kommer op at slås om regningen.
- Christiansborg har i den sammenhæng fat i den lange ende og kan egentlig fortælle regionen, at det skal løses, så midlerne følger borgeren, siger Hans Skou.
Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, går nu ind i sagen.
- Det kan ikke være rigtigt, at Region Midtjylland får pengene til at varetage behandlingen uden at sende dem videre til kommunerne, som faktisk har udført behandlingen i hjemmet. Det her bliver vi nødt til at følge op, og det er noget, som jeg vil tage op over for ministeren, siger hun.
Tilbage i Allingåbro er Ingrid Jensen ikke i tvivl om, hvad hun foretrækker:
- Kan man få behandlingen herhjemme og være sikker på, at det fungerer, så er det langt at foretrække.
Se mere i videoen øverst i artiklen.