Meldt til bagmandspolitiet
Vestas melder tidligere direktør til politiet
Tidligere koncernøkonomi-direktør i Vestas, Henrik Nørremark, er nu blevet meldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.
Det sker efter flere måneders intern efterforskning i den østjyske vindmøllekoncern. Efterforskningen har vist, at Henrik Nørremark på egen hånd har disponeret over 18,9 millioner Euro i forbindelse med et projekt i Indien.
- Vestas' bestyrelse vil have alle aspekter i denne sag belyst og de manglende penge tilbage. Derfor bad vi i første omgang selskabets eksterne advokater og revisorer om at foretage en række omfattende undersøgelser, skriver bestyrelsesformand Bert Nordberg på koncernens hjemmeside.
Har overskredet sine beføjelser
Ifølge Vestas har Henrik Nørremark af uforklarlige grunde eftergivet den indiske samarbejdspartner 4,4 millioner Euro. Derudover har han angiveligt investeret 14,5 millioner Euro i projekter, som hverken han eller det indiske selskab kan redegøre for.
- For det andet har den tidligere koncernøkonomidirektør - ved at indgå disse aftaler - samtidig væsentligt overskredet sine beføjelser som koncerndirektør, idet han ikke havde bemyndigelse til at forpligte Vestas, som han gjorde i de konkrete situationer, skriver Vestas på sin hjemmeside.
Vestas hævder, at hverken bestyrelsen eller koncernchefen har været vidende om Henrik Nørremarks investeringer.