Melder sig efter syv år

Gaderøver fik dårlig samvittighed

Genrebillede

En 24-årig mand har meldt sig selv til Østjyllands Politi og indrømmet, at det var ham, der for syv år siden slog en kvinde ned i det centrale Aarhus og røvede hendes bilnøgler.

Overfaldet skete den 17. marts 2005 kl. 18.44 i Valdemarsgade i Aarhus. Manden slog en 39-årig kvinde adskillige gange hårdt i hovedet med en stenmorter for at fratvinge hende nøglerne til hendes bil.

Den 24-årige mand meldte sig selv i går, oplyser kriminalkommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi. Gerningsmanden var simpelthen plaget af dårlig samvittighed - specielt efter at have set sagen omtalt i TV 2's kriminalmagasin, Station-2, hvor offeret fortalte om overfaldet.

Manden er nu sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed. Han blev i dag fremstilet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev han løsladt efter at have aflagt sin tilståelse.

Ifølge TV2's hjemmeside har manden forklaret, at han var 16 år og afhængig af euforiserende stoffer, da han begik overfaldet.