For meget rod på universitetet
Arbejdstilsynet vil have de ansatte på Aarhus Universitet til at rydde op på deres borde.
Forskerne og underviserne på Aarhus Universitet skal rydde op på deres kontorer.
Arbejdstilsynet er bekymret over tårnhøje stakker af dokumenter, rapporter og andet papir, der er stablet op rundt omkring på bordene. Derudover flyder computerledningerne mange steder tilsyneladende tilfældigt på gulvene, og både papirdynger og computer-ledninger er med til at gøre arbejdet vanskeligt for rengøringspersonalet.
For at der kan blive gjort ordentligt rent, kræver Arbejdstilsynet, at der bliver ryddet op på professorernes og undervisernes borde. Hvis det ikke sker inden 1. april, risikerer universitetet en politianmeldelse.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.