Mega-outlet skal være med til at holde liv i butikkerne

Odders butiksliv er gået sammen om en event, der skal sætte spot på de lokale forretninger og øge deres omsætning

02:02

Biler, sko, tøj, smykker og meget, meget andet.

26 butikker har i denne weekend skiftet de vante rammer i Odder ud med Spektrum i selvsamme by, hvor de holder en mega-outlet. Det er tredje gang, eventen holdes.

Den skal sætte fokus på det lokale butiksliv og give omsætningen et løft.

- Det betyder utrolig meget. For os handler det ligeså meget om at komme ud og snakke med folk, siger salgskonsulent Lasse Gyldenvang, der sælger biler. 

Der bliver nu ikke kun talt. Der handles også. Lasse Gyldenvangs forretning havde, da TV 2 I ØSTJYLLAND var på besøg, solgt otte biler.

Lasse Gyldenvang var tilfreds med bilsalget.

Butikschef Regnar Arboe fortæller, hvordan folk kommer til Odder fra nær og fjern.

- Det er virkelig noget, der trækker mennesker til byen, og folk husker det, siger han. 

Læs også Har du 73 mio. kr. i overskud: Kendt gods sat til salg

Tina Bjerregaard er en af de kunder, der har taget turen til Spektrum.

- Jeg synes, det er et godt initiativ at få folk til byen. Jeg kommer selv fra Højbjerg, og jeg kører gerne herned. Jeg synes, det er en hyggelig by, siger hun.

Se en reportage fra Odders mega-outlet i videoen øverst i artiklen.