Medie: Klar til formandspost
Vil tage over, hvis Lars Løkke trækker sig
I løbet af weekenden er modstanden mod Lars Løkke Rasmussen vokset og vokset.
I Østjylland har Venstre i både Silkeborg, Randers og Skanderborg meldt ud, at de ikke længere støtter formanden.
Den seneste tid kraftige politiske modvind, som Lars Løkke Rasmussen har mødt, sætter derfor gang i spekulationerne om, hvem der eventuelt skal være ny formand for Venstre.
En anonym kilde mener at vide, at Kristian Jensen (V) er interesseret i formandsposten i Venstre.
Den anonym kilde siger til Politiken, at næstformanden, Kristian Jensen, er klar til at overtage formandsposten, hvis formand Lars Løkke Rasmussen trækker sig eller bliver væltet på tirsdagens hovedbestyrelsesmødet.
- Han er klar, men han kan selvfølgelig ikke sige andet, end han gør i øjeblikket. Sådan er det. Det er jo vilkårene, siger kilden, der har henvendt sig til Politiken med budskabet på betingelse af anonymitet.
Se: Løkke-kritik burde holdes internt
Dermed vokser presset på Lars Løkke Rasmussen inden tirsdagens skæbnemøde i Odense.
Kristian Jensen vil ikke selv kommentere på muligheden for at blive partiformand. I en sms til Politiken skriver han:
- Jeg opfordrer stadig alle til at holde debat og holdninger internt.
TV2 erfarer desuden søndag, at en gruppe på 10-12 V-folketingsmedlemmer overvejer at indkalde til et ekstraordinært landsmøde med henblik på at finde en ny formand.
I alt har 14 af de 98 kommuneforeninger meddelt, at de ønsker en ny partiformand.
Hovedbestyrelsesmødet, som Lars Løkke Rasmussen selv indkaldte til efter Venstres skuffende europaparlamentsvalg, finder sted tirsdag klokken 17.30 i Odense.