Medie: AGF får ny angriber

På transfervinduets lukkedag ser det ud til, at AGF henter endnu en angriber - dog kun året ud

AGF-sportschef Jens Andersson ser ud til at have landet endnu en tilgang.

AGF er ikke færdige med at handle i dette transfervindue.

Senest er den serbiske angriber Aleksandar Cavric blevet hentet til, og nu ligner det, at en ny offensiv tilgang er på plads.

Det drejer sig om den unge angriber Emil Nielsen, der spiller i norske Rosenborg.

Emil Nielsen er næsten lige kommet til Rosenborg, efter at han havde stor succes med FC Roskilde, hvor han blandt andet havde en sæson i 2. division, hvor han scorede mere end 30 mål.

Der er tale om en lejeaftale, bekræfter Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen overfor norske VG.

- Emil Nielsen bliver udlejet til AGF. Vi er i dialog om en lejeaftale resten af året, siger Kåre Ingebrigtsen til avisen VG.

Dermed ligner det to offensive forstærkninger på lejebasis i transfervinduets døende timer for AGF.