Medicinstuderende vrede over nye pladser
Der er oprettet 100 ekstra studiepladser på lægeuddannelsen på Aarhus Universitet. Studerende frygter for fagligheden.
De medicinstuderende er alt andet end tilfredse med, at der fra september starter 100 flere på uddannelsen end sidste år.
- Politikerne vil gøre alt for at tilfredsstille deres vælgere ved at forsøge at gøre noget ved manglen på speciallæger. Men jeg mener, indsatsen er helt forkert, og at det vil skade det danske sundhedsvæsen på lang sigt, når man uddanner læger som en samlebåndsvare i stedet for at sikre den enkelte lægestuderende en ordentlig uddannelse, siger Kristian Kraglund, som er formand for uddannelsespolitisk udvalg i Foreningen af Danske Lægestuderende, til P4 Østjylland.
Det tager typisk mellem 15 og 20 år, fra en studerende starter på medicinuddannelsen til, at vedkommende kan kalde sig for speciallæge.