Medicin med posten når ikke frem
Ældre i Skanderborg oplever hver uge, at deres medicin ikke når frem med posten.
24. jan 2007, kl. 10:03
Mere end 30 dage gammel
Flere ældre i Skanderborg Kommune oplever hver uge, at deres medicin ikke når frem.
Problemet skyldes, at Skanderborg Apotek for et halvt år siden ændrede sit leveringssystem for at spare penge. I stedet for selv at køre ud med medicinen valgte apoteket at sende pilleglas, insulinsprøjter og cremetuber med posten.
Tidligere formand for Ældrerådet i Skanderborg, Kurt Rønne, kalder den nye ordning for 'en katastrofe'.
- Det er simpelthen for åndssvagt at aflevere vigtig medicin via posten. Hvad nu, hvis den bliver stjålet fra postbudets taske? Det må altså være en ommer, siger han til Horsens Folkeblad.