Medicin giver hjerteproblemer
ADHD-medicin til børn er skidt for hjertet
Børn, som tager medicin mod ADHD, har næsten dobbelt så stor risiko for at få hjerteproblemer. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet.
Forskningsresultatet, som bygger på data fra 714.000 børn født i perioden 1990-1999, viser at risikoen for at få problemer med hjertet var 83 procent større hos børn, der fik ADHD-medicin, sammenlignet med børn uden en ADHD-diagnose.
- Det har overrasket mig, at den øgede risiko for hjerteproblemer var så høj, og at risikoen ikke kun gjaldt børn, som i forvejen var disponerede for at få hjerteproblemer, siger forskeren bag undersøgelsen, Søren Dalsgaard fra Center for Registerstudier på Aarhus Universitet og fortsætter:
- Det er et bekymrende resultat, og det viser, at vi klinikere fortsat skal være opmærksomme på risikoen for hjerteproblemer, når vi udskriver medicin til ADHD-patienter.
Tallene tyder også på, at der kan være en stor risiko forbundet med at gå fra en høj dosis af ADHD-medicinen Ritalin ned til en lavere dosis.
- Det var meget overraskende, at der kan være en risiko forbundet med at gå ned i dosis. Men det er noget, der kræver yderligere undersøgelser, før vi kan slå det fast, siger Søren Dalsgaard til Videnskab.dk.
Søren Dalsgaard mener, at undersøgelsen bekræfter, at læger skal tænke sig om en ekstra gang, når de behandler ADHD med medicin.
I sammenligning med andre europæiske lande og USA udskriver danske læger dog medicin til langt færre børn med ADHD, skriver Videnskab.dk.
Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Adolescent and Psychopharmacology.
/ritzau/