Et lokalsamfund genopstår: - Vi har en masse på hjerte!
Nyt medborgerhus i Knebel er historien om, hvordan lokale kræfter kan udvikle et område i stedet for at afvikle det.
- På en skal fra 1 til 100, så er jeg på 150.
Det er en svært glad Grith Mortensen, TV2 ØSTJYLLAND fredag møder i forbindelse med, at vinderprojektet til et nyt fælles medborgerhus i Knebel bliver præsenteret.
Grith Mortensen er formand for Mols i Udvikling, og hendes glæde skyldes ikke kun, at lokale aktører, fonde og Syddjurs Kommune har samarbejdet om at skabe rammerne for et nyt fælles mødested.
Læs også
Præsentationen af Knudepunktet, som projektet hedder, er også et symbol på et lokalsamfunds lange kamp for at udvikle et område - i stedet for at afvikle det.
En drøm går i opfyldelse
Visionen er klar – Knudepunktet skal samle folk. Medborgerhuset vil blandt andet byde på restaurant, multisal, klubhus, menighedsråd og en kommunal børnehave.
- Det er en drøm, vi har haft i mange år, og som rigtig mange mennesker har arbejdet rigtig hårdt for at få til at lykkes, siger Grith Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Lokale har samlet omkring 630.000 kroner ind til Knudepunktet, mens Lokale og Anlægsfonden bidrager med 7 millioner kroner og Nordea-fonden med små 8 millioner kroner.
I alt koster projektet 37 millioner, og det første spadestik bliver taget i 2020.
- Det er interessant og godt, fordi de små samfund, der ligget tæt op af storbyerne, skal gøre rigtig meget for at skabe liv og skabe kultur. Der er masser af ildsjæle og en masse beboere, der har noget på hjerte og en masse kulturel kapital, siger Alice Nissen fra Knebel om Knudepunktet.
Var tæt på at udånde
Livet var, med en lidt dramatisk formulering, ved at ebbe ud af Knebel for få år tilbage. Der blev flere og flere ældre - og færre og færre barnevogne. I 2010 truede Syddjurs Kommune med at lukke skolens overbygning.
Læs også
Men så gik lokalsamfundet sammen og søsatte drømmen om et kæmpe multihus.
- Vi har arbejdet målrettet med at sige, hvordan vi kan tale tingende op i stedet for at tale tingende ned, siger Grith Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Multihuset i Knebel forventes at stå færdigt i starten af 2021, og byens unge står klar til at byde andre unge velkomne.
- Jeg håber, at det kommer til at betyde, at der kommer en masse andre unge til Mols og synes, at det er fedt at dyrke sport herude, siger Anton Korsbjerg, der går i 8. klasse på Molsskolen i Knebel.
Mols i Udvikling er en frivillig paraplyorganisation, der arbejder for at udvikle Mols og Helgenæs. Organisationen dækker et område med knap 3.800 indbyggere fordelt på 24 mindre landsbyer.